Home 2026 maj 01 At bruge sine drømme …

At bruge sine drømme …

At bruge sine drømme …

At bruge drømme og tegn som vejleder er ikke nogen ny opfindelse. Tværtimod.
Det går vist så langt tilbage som menneskets oprindelse.

 

I mit eget liv, er drømmene til enhver tid en af de mest valide kilder til vejledning.

 

Drømmene viser hvad der foregår i mit energifelt – helt aktuelt.
Lige nu og her.

Jeg fandt på et tidspunkt ud af, at jeg også kunne bruge dem som kilde til indsigt i forhold til konkrete spørgsmål og problematikker.

Så når jeg står overfor noget jeg ikke rigtig kan gennemskue eller ønsker mere indsigt omkring, så er de helt klart mit go-to.
Ligesom tarotkortene. Det er samme boldgade. Drømmene er som levende tarotkort.

Som jeg indledte med – så er det ikke en ny opfindelse. Faktisk har gode, gamle Saxo skrevet, at dengang Gorm Den Gamle giftede sig med Thyra, sagde hun at der skulle gå tre nætter før han måtte gå i seng med hende, for hun ville først have en drøm, som viste om de ville få børn.

Gorm var til gengæld snu nok, for efter første nat sagde han til hende, at HAN lige havde drømt at de fik børn, og så var der fri bane …

Om det på nogen måde passer, er sådan set sagen uvedkommende. For det fortæller jo i hvert fald, at det rent faktisk var helt normalt at spørge sine drømme til råds, og vente på ”grønt lys” fra den side, inden man foretog sig vigtige ting.

 

Og det giver mening, fordi vores drømme er så personlige som noget kan være.
Det er her sjælen, Universet, Gud, guider og hvad vi nu ellers kalder det – taler direkte til os.

Med tiden har jeg selv lært at kende forskel på om drømmene fortæller om hvad der venter forude – eller om de er en afspejling af hvad der foregår i mig lige for tiden.

Det er en kilde til uendelig visdom, indsigt og vækst – så brug dem.
Det kan godt være at du ikke ved præcist hvordan – og hvad de betyder … men de taler dit eget allermest personlige sprog. Så her er onkel Google ikke din bedste ven hver gang.

Noget af det vigtigste er, at lægge mærke til dine følelser. De er vigtigere end hvad der lige foregår. De fortæller nemlig hvordan du i virkeligheden har det med det du drømmer om.
Jo stærkere følelser er – jo vigtigere er de. Følelser er nemlig et udtryk for energi.

Læg mærke til om der er noget i løbet af din dag, som på en eller anden måde ”Rimer” på drømmen. Eller er der noget fra dagen i går, som rimer på den … så kan du allerede dér se, at der er noget vigtigt at komme efter.

Der er ikke grænser for, hvad drømmene kan hjælpe dig med. Det er lidt som at have en ven der ved ALT. Og som ovenikøbet også vil fortælle dig det … spørgsmålet er, om du lytter og tager det til efterretning?

 

KH June ❤️

Author: June Pedersen

Leave a Reply